Danmarks grønne forsvar

Bragt i Statsindkøb, nr. 3, 2015

Som en af Danmarks største arbejdspladser ønsker Forsvaret at tage sin del af ansvaret for at reducere belastningen af klima og miljø. Med ambitiøse strategier er organisationen gået ind i kampen for at nedbringe energiforbruget, CO2-udledningen og madspildet.

Forsvarsministeriet er en meget forskelligartet virksomhed, der hvert år bruger adskillige milliarder på at indkøbe alt fra civilt og militært materiel over strøm, byggemateriale, kampfly og brændstof til tjenesteydelser og fødevarer. Forsvaret har et klart mål om at fremme miljø- og energirigtige indkøb og ved at benytte såkaldte miljøprofiler er det muligt at gøre indkøbene grønne på tværs af organisationen.

– Vi arbejder med at indføre kategorier i vores materielindkøb, for eksempel feltkost, køretøjer, panser og mundering, og derefter udvikle mere konkrete miljøprofiler for hver kategori indenfor Forsvarets materielområde, som udpeger de for kategorien vigtigste miljøforhold. På den måde hjælpes de enkelte sagsbehandlere med at indtænke relevante miljøforhold, siger strategisk indkøber i Forsvaret Jesper Enemark.

Håbet er, at omlægning til grønne indkøb både vil påvirke organisationen internt og leverandørerne. Det kan dog være en udfordring at stille krav til Forsvarets ofte meget specialiserede indkøb.

– Vi bruger mange kræfter på at være i dialog med de forskellige leverandører og markeder, da mange af vores materielanskaffelser er tekniske. En stor del af vores anskaffelser foregår internationalt, hvor andre landes – ofte meget større forsvarsbudgetter – har sat et niveau. Det kan være meget svært at stille yderligere krav til en leverandør, som reelt set har et globalt monopol, siger Jesper Enemark.

 

Forsvarsministeriets miljø og naturstrategi 2012-2015

Strategiens fokusområder er:

– Miljø- og energirigtige indkøb

– Naturbeskyttelse

– Beskyttelse af drikkevandsressourcer

– Affaldshåndtering

– Støjreduktion

– Miljøledelse

Mindre ressourcetryk og mere økologi

Til at vurdere produkters belasting af miljø og klima på materielområdet bruger Forsvaret bl.a. livscyklusvurdering ud fra principperne i ISO 14040. På den måde tages højde for produktets totale påvirkning ved at medregne støj- og luft-emissioner, ressourceforbrug, levetid for reservedele samt bortskaffelse og genanvendelse. Som en del af indsatsen undersøges også mulighederne for selv at producere CO2-neutral el, vand og varme. Det gøres både for miljøet og klimaets skyld, men også for arbejdsmiljøet.

– Forsvaret ønsker dels at have så lille et ressourcetryk som muligt, dels at anvende ressourcerne så optimalt som muligt. Desuden er der en række arbejdsmiljøforhold, som undgås i forbindelse med farlige stoffer og støj, siger Jesper Enemark.

I strategien for grønne indkøb står også kantinerne for skud. Ved udbud af facility management for kantinedrift kræves mindst bronze i økologimærke (30-60 pct. økologi), men dog krav om min. 40 % økologi. ISS har for nylig gennemført en økologisk omlægning af Forsvarets 18 kantiner i Jylland, som bl.a. har betydet, at der nu laves mad fra bunden. Ved at bruge årstidens grøntsager, selv at bage brød og minimere madspild har omlægningen været mulig uden at sprænge det eksisterende budget. Næste mål er at reducere mængden af kød i kantinerne.

Også inden for indkøb og brug af IT tænker Forsvaret i at udnytte ressourcerne optimalt. Målet er blandt andet at mindske energiforbruget af elektronik ved at visualisere en del af Forsvarsministeriets PC-arbejdspladser.

Det betyder kort sagt, at flere PC’er samles på én server, således at det skærmbillede man ser kommer fra serveren. Dette muliggør at flere PC-arbejdspladser kan benyttes i længere tid, og at strømforbruget kan mindskes. Også de nye teknologier som laptops og tablets gør det muligt at spare på energien, da de forbruger langt mindre strøm end de gamle stationære PC-arbejdspladser. Ifølge afdelingschef Klaus M. Bjørnholdt fra Infrastrukturafdelingen i Forsvarets Koncernfælles Informatiktjeneste har særligt de nye teknologier medvirket til at reducere energiforbruget og førte sidste år til en besparelse på 800.000 kr.

Solcelleanlæg Almegaard Kaserne, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste

Solcelleanlæg Almegaard Kaserne, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste

 

 

Forsvarsministeriets klima og energistrategi 2012-2015

Strategiens fokusområder er:

– Energi og miljø i operationer

– Energieffektivisering i bygninger

– Vedvarende energi og energiomlægning

– Klima- og energirigtig adfærd

– Klimaregnskab

– Energiledelse (ISO 50001)

 

Inden udgangen af 2020 er det visionen at have:

– reduceret energiforbruget med minimum 20 % i forhold til 2006.

– øget andelen af elforbruget, der stammer fra vedvarende energi til minimum 60 %.

– reduceret den CO2-udledning, som er afledt af aktiviteter (dog ikke operative aktiviteter) med 40 % i forhold til 1990.

"Forsvaret ønsker dels at have så lille et ressourcetryk som muligt, dels at anvende ressourcerne så optimalt som muligt. Desuden er der en række arbejdsmiljøforhold, som undgås i forbindelse med farlige stoffer og støj" Jesper Enemark

Grønne etablissementer

Ca 1/3 af CO2-udledningen fra Forsvarsministeriets aktiviteter stammer fra drift og vedligehold af bygninger. Som en del af ”Forsvarets klima- og energistrategi 2012-2015” er der bevilget 250 mio. til at skabe to ener­gi-, ressource- og miljøoptimerede etablissementer. Gennem en projektkonkurrence har to forskellige rådgivningsteams fået grønt lys til at nytænke henholdsvis Aalborg Kaserner og Almegaard Kaserne på Bornholm. Aalborg kaserner skal opbygges af ressourcebesparende og fleksible elementer, som kan flyttes og tilpasses skiftende behov. Der er også planer om at installere et spildevandsrensningsanlæg samt solcellepaneler, der kan følge modulerne ved flytning. En anden idé er at tilknytte en såkaldt biodigester til kasernen, der kan omsætte organisk affald til varme, el og gødning.

På Bornholm vil rådgiverteamet skabe en mere grøn kaserne ved at bruge energiglas, vandsparende armaturer, tidsstyrede brusere, opsamling af regnvand, intelligent lys- og varmestyring, brug af LED lys, aktiv og passiv solafskærmning, miljømærket isolering og vedligeholdelsesfrie og genanvendelige byggematerialer.

Begge projekter forventes klar i 2017 og skal skabe inspiration og løsninger, som kan overføres til andre af forsvarets etablissementer og bygninger. Der er også planer for generel energirenovering og anvendelse af bæredygtige byggematerialer på Forsvarets bygninger.

  TILMELD NYHEDSBREV

TILMELD NYHEDSBREV

Tilmeld dig som medlem og modtag vores nyhedsbrev.
Det er nemt og gratis!
×