Elbiler gør Frederiksberg grønnere

Af Michael Larsen. Bragt i Statsindkøb, nr. 6, december 2014

I Frederiksberg Kommune er elbilerne kommet for at blive. Bilerne er kommet sig over børnesygdommene, og både brugere og borgere er glade for de næsten lydløse og miljøvenlige køretøjer. Nu venter man bare på, at markedet bliver rigtig modent, så de eldrevne arbejdsbiler falder i pris.

Ingen støj i byen, ingen tomgangskørsel, ingen partikelforurening fra diesel, lavere udslip af CO2 og væsentligt lavere vedligeholdelsesudgifter. Gevinsterne ved at bruge elbiler til at klare kommunens vej-, park-, og renovationsopgaver er til at få øje på. Frederiksberg var en af de første kommuner i Danmark, som satte sig for at afprøve elbilerne. Den første kom til i 2004, og siden er bilparken vokset, så der i dag står 27 små og større eldrevne køretøjer – inklusiv fire elcykler – på Frederiksberg Gartner- og Vejservices plads ved grænsen til Valby.

 

Jørgen Kjær fra Frederiksberg Gartner- og Vejservice

Billigst i drift – dyrest i anskaffelse

Kronjuvelen i samlingen er en 26 tons tung skraldebil, som Frederiksberg Kommune anskaffede sig i 2013. Køretøjet, der er den første elskraldebil i Danmark, er bygget op af komponenter fra den britiske lastbilproducent Dennis Eagle og franske Power Vehicle Innovations (PVI).

– Den koster tre gange så meget som en almindelig skraldevogn, der kører på diesel. Til gengæld kan den holde omkring 10 år (red: i forhold til EURO-normer og nye krav til dieselbilerne), hvilket svarer til garantien på batteriet. Til sammenligning holder en normal skraldevogn omkring fem år. Samtidig er prisen pr. indsamlet ton affald væsentlig lavere, når der indsamles med elskraldebilen i forhold til indsamling med en dieselskraldebil, forklarer kørselsleder Thomas Madsen fra Frederiksberg Renovation.

Frederiksberg Kommune har regnet ud, at prisen pr. indsamlet ton affald for den eldrevne skraldebil ligger på 17,30 kr. En dieselbil ligger på et gennemsnit på 24,43 kr. per ton. Det svarer til en besparelse på ca. 29 % per ton affald ved kørsel med elskraldebil i den daglige drift. Regner man imidlertid investeringsudgifter og driftsomkostninger sammen over en periode på 12 måneder, så ender regnestykket til dieselbilens fordel. For elskraldebilen ligger prisen pr ton/år på 146 kr., mens den for dieselbilen ligger på 104 kr. pr. ton/år.

– Det hænger selvfølgelig sammen med, at elbilen er dyr i indkøb. Batteriet alene koster mere, end det koster at investere i en dieselbil. De tal vil ændre sig, hvis der kommer større efterspørgsel på de eldrevne arbejdsbiler. Vi ved, at de store bilfabrikker er begyndt at gøre sig noget mere i elbiler til arbejdsbrug, men markedet er stadig ikke helt modent, siger Thomas Madsen.

"De kører godt, man arbejder ikke i dieselos, og så er bilerne nærmest lydløse i forhold til dieselskraldebilerne." Thomas Madsen, Frederiksberg Renovation

Glade brugere og borgere

Selvom elskraldebilen altså samlet set er noget dyrere end en dieselskaldebil, så er der fuld gevinst, når det kommer til miljø og arbejdsmiljø. Frederiksberg Kommunes beregninger viser, at mens elbilen udleder 13 tons CO2 om året, så står en almindelig dieselbil for 30 tons. Der er også stor forskel på udledningen af NOX. Her er tallene 0,16 tons mod 7 tons i elbilens favør.

– Den helt store fordel er, at elskraldebilen ikke sviner. Samtidig har det vist sig, at skraldemændene er blevet rigtig glade for at køre i de eldrevne biler, som vi nu råder over. De kører godt, man arbejder ikke i dieselos, og så er bilerne nærmest lydløse i forhold til dieselskraldebilerne. Det kommer også borgerne til gode. Det eneste de kan høre nu, når elskraldebilen kommer forbi, er når affaldsbeholderne ruller henover kantstenen, siger Thomas Madsen.

Kørselsleder Thomas Madsen fra Frederiksberg Renovation

Kører godt og uden omkostninger

Frederiksberg Kommune fik sin første elbil i 2004, da man stod over for at skulle indkøbe nye parkbiler. Kommunen indkøbte seks biler af mærket Melex. Senere kom der biler til af mærkerne Gopil og Modec.

– Vi har været rigtig glade for Modec-modellerne, men producenten gik desværre konkurs for nogle år siden. Det betyder, at vi ikke længere kan få reservedele til bilerne. Vi oplever, at batterierne er begyndt at kollapse, så lige nu har vi udfordringer med at holde dem kørende, fortæller Jørgen Kjær, der er konsulent i Frederiksberg Gartner- og Vejservice.

Et af de gode råd fra Jørgen er derfor, at man får bilerne leveret fra producenter, som har vist sig levedygtige på markedet over en årrække. Et andet råd er, at man anskaffer sig biler, der i konceptet er udviklet som elbiler, i stedet for modeller, der er konstrueret oven på elementer fra et konventionelt køretøj. Den type modeller har man også på pladsen, og erfaringen er, at der er for meget vedligeholdelse af dem.

– Vi har lige fået leveret fire nye mindre biler fra Melex i Polen. De har et ordentligt ophæng med spiralfjedre, elektrisk tip-lad, og så kører de vanvittig godt. Der er ingen varme i bilerne, så vi har fået fabriksmonteret et lille oliefyr under hjelmen. Bremserne skal efterses og ordnes indimellem, men ellers kører de helt uden omkostninger, siger Jørgen Kjær.

Andre gode råd fra Frederiksberg

I de 10 år som er gået, siden den første elbil blev taget i brug på Frederiksberg, har Jørgen og Thomas gjort sig flere erfaringer:

  1. Kapacitet. Inden man begynder at indkøbe elbiler, må man tænke fremsynet og gøre sig klart, om man har den nødvendige kapacitet på pladsen til at kunne lade bilerne op. For eksempel trækker elskraldebilen 63 ampere i ni timer for lade op fra 0 til 100 %. ”Den suger godt i stikkontakten”, som Jørgen siger. På Frederiksberg måtte man investere ca. 500.000 kr. i at trække nye kabler.
  1. Faste og korte ruter. Tilpas elbilernes arbejdsradius i forhold til, hvor mange kilometer batterierne kan trække på en opladning. Thomas og Jørgen vurderer, at Frederiksberg Kommune med sine 8,77 km2 er perfekt til elbiler.
  1. Vær skeptisk. Tag leverandørernes lovede kilometerantal med et gran salt. Hvis de for eksempel lover, at en bil kan køre 170 km på en opladning, så regn med, at det reelt er 130 km.
  1. Prøveture. Der verserer mange negative historier om elbiler. Det skal vendes til noget positivt. Giv derfor brugerne lov til at prøve elbilerne, så de selv oplever, hvor behageligt det er at arbejde med den.
  1. Sikkerhedskurser. I Frederiksberg Kommune står man selv for at vedligeholde elbilerne. ”Der er ikke et lovkrav om, at man skal på sikkerhedskursus, hvis man arbejder med spændinger under 1000 V, men vi synes alligevel, at det er en rigtig god idé med et kursus. Man skal tænke sig godt om, når man arbejder med elektricitet,” siger Jørgen.

 

Læs også:

Gartner- og Vejservice holder luften ren i Frederiksberg Kommune

Kan elbiler leve op til hjemmeplejens kørselskrav?

Optimering på transporten sparer på miljø og penge

 

Danmarks første elskraldebil

  • Elskraldebilens batteri er på 255 Kwh og 600 volt.
  • Bilen lades op en gang i døgnet og kører to hold på denne ene opladning fra kl. 06.00 til 11.00 og igen fra 11.00 til 15.00.
  • Totalvægt er 26 tons. Nyttelasten er 9 tons.
  • Bilen har ved almindelig kørsel en aktionsradius på 225 km. Ved renovationskørsel er den 120 km.
  • Frederiksberg Kommune forventer, at elskraldebilen vil trække 31.866 kWh årligt. Det svarer til en udgift på 54.804 kr. pr år. En gennemsnitsdieselbil bruger 79.866 kr. pr. år på brændstof til ca. samme antal kørte km
  TILMELD NYHEDSBREV

TILMELD NYHEDSBREV

Tilmeld dig som medlem og modtag vores nyhedsbrev.
Det er nemt og gratis!
×