Gartner- og Vejservice holder luften ren i Frederiksberg Kommune

Når opgaverne står på afhentning af skrald, reparationer af veje og vinterberedskab, bliver det hurtigt til mange kilometer i støjende lastbiler. Derfor har Frederiksberg Kommunes Gartner- og Vejservice over en årrække indkøbt fire eldrevne lastbiler, som skal gøre kørslen mere bæredygtig.

Frederiksberg Kommune er klimakommune, hvilket betyder at der er stor fokus på reduktion af CO2 på transportsiden i kommune. F.eks. har Frederiksberg Kommune tiltrådt Cleaner Car Contract aftalen hvilket betyder, at kommunens personbiler i 2012 ikke må udlede over gennemsnitligt 130 g CO2/km. Kommunen anskaffer derfor løbende biler, der forurener mindre og er mere energieffektive. I 2009 var der afsat 5,45 mio. kr. og i 2010 5 mio. kr. til dette formål.

"Det forventes, at brugen af Frederiksberg Kommunes el-biler giver en CO2-reduktion pr. køretøj på op til 40 %." Claus Petersen, driftsleder i Frederiksberg Gartner- og Vejservice

Som en del af Frederiksberg Kommunes el-bilindsats deltager kommunen i Energistyrelsens forsøgsordning for elbiler, der foregår i perioden 2009-2012. I den forbindelse har kommunen bl.a. indkøbt fire eldrevne lastbiler til Frederiksberg Gartner- og Vejservice, som de seneste 11 år har benyttet el-biler i deres daglige arbejde. To lastbiler bliver i dag brugt som komprimatorvogne i forbindelse med indsamling af skrald fra affaldsspande på gader og stræder, én lastbil transporterer asfalt, og én bliver brugt til vinterberedskab til glatførekørsel.

Frederiksberg Kommune har indkøbt fire el-lastbiler til bl.a. affaldsafhentning.

”El-lastbiler har både miljømæssigt og lydmæssigt store fordele i en tæt bebygget by som Frederiksberg, hvor mange transporterer sig over kortere afstande. Ved at gå foran i anvendelsen af elbiler til kommunens transportopgaver ønsker kommunen også at inspirere borgere og virksomheder til at benytte elbiler,” siger Claus Petersen, der er driftsleder i Frederiksberg Gartner- og Vejservice.


El-forsyningen var en udfordring

Frederiksberg Gartner- og Vejservices el-lastbiler lever til fulde op til forventningerne. Men købet af de nye el-lastbiler blev dog alligevel en udfordring, da opladningen af el-lastbilerne var mere krævende end først antaget.

”Vi var desværre ikke helt opmærksomme på de store anlægsudgifter, der hører med til at lade eldrevne lastbiler op. Det betød, at vi var nødt til at indkøbe ladestik, som skulle placeres og installeres rigtigt, så lastbilerne fx ikke kører over ledningerne, når de skal ud,” siger Claus Petersen.

Men udfordringen er overvundet, og el-lastbilerne bliver ladet op hver nat på en særlig ladestation på Frederiksberg Gartner- og Vejservices anlæg, så de er klar til kørsel næste morgen.

Det skal dog nævnes, at el-lastbilerne holder minimum dobbelt så længe som traditionelle dieselbiler, og at den daglige vedligeholdelse er væsentlig lavere. Derfor er omkostningen set fra et driftmæssigt synspunkt lavere. Dertil kommer selvfølgelig de miljømæssige fordele.

"El-lastbilerne holder minimum dobbelt så længe som traditionelle diesel-biler, og at den daglige vedligeholdelse er væsentlig lavere." Claus Petersen, driftsleder i Frederiksberg Gartner- og Vejservice

Elbilen er vejen frem

De endelige resultater fra el-lastbilerne foreligger endnu ikke, men Frederiksberg Kommune har som ambition at have så mange el-køretøjer som overhovedet muligt i deres vognpark og undersøger derfor hele tiden, om bilproducenterne er klar med nye løsninger, så også de mere muskelkrævende køretøjer kan blive eldrevne.

”Det forventes, at brugen af Frederiksberg Kommunes elbiler giver en CO2-reduktion pr. køretøj på op til 40 %. Samtidig med en eliminering af udstødningsgasser og partikler, reduktion af støjgener samt arbejdsmiljømæssige fordele for medarbejderne,” siger Claus Petersen.

 

Læs også:

Elbiler gør Frederiksberg grønnere

Optimering på transporten sparer på miljø og penge

Kan elbiler leve op til hjemmeplejens kørselskrav?

Kontaktperson for yderligere information

Claus Petersen

Driftsleder Maskinstationen
Frederiksberg Gartner- og Vejservice

Tlf: 28 98 43 15
Mail: clpe01@frederiksberg.dk

Projektets nøgletal

  • Indkøb af fire eldrevne lastbiler.
  • CO2-reduktionspotentiale på op til 40 %.
  • I 2012 må kommunens personbiler i gennemsnit udlede 130 g CO2/km.
  • I 2009 og 2010 var der afsat ca. 5 mio. kr. til indkøb af elbiler.
  TILMELD NYHEDSBREV

TILMELD NYHEDSBREV

Tilmeld dig som medlem og modtag vores nyhedsbrev.
Det er nemt og gratis!
×