Bæredygtige indkøb handler om at vælge produkter, der er miljørigtige, samfundsansvarlige og rentable.
Hvordan kommer jeg i gang?
Bæredygtige indkøb er indkøb af produkter, der i produktion, anvendelse og bortskaffelse tager hensyn til miljømæssige, samfundsmæssige og økonomiske forhold. Produkterne kan være enhver form for varer eller tjenesteydelser.
Bæredygtigt indkøb handler derfor om at vælge varer og tjenesteydelser, der er miljørigtige, samfundsansvarlige og rentable på både kort og lang sigt − hvad enten man handler som virksomhed, organisation eller forbruger.
Det var Brundtland-rapporten "Vor fælles fremtid" fra 1987, der for alvor satte bæredygtighed på dagsordenen med denne definition: "En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare." Bæredygtighed inkluderer derfor et bredt perspektiv, der eksempelvis inkluderer miljømæssige, sundhedsmæssige, sociale, etiske og økonomiske forhold.
Når man beskæftiger sig med bæredygtige indkøb, fravælger man derfor det helt snævre perspektiv på anskaffelsespris her og nu. I stedet for anlægger man et helhedsperspektiv på sit ressourceforbrug.
Det er vigtigt at se på både aktuelle og fremtidige udgifter forbundet med det konkrete produkt. Men det er lige så vigtigt at have øje for, at det konkrete indkøb reelt kan have en langt større betydning for organisationens eller virksomhedens drift, udvikling og risici.
Det fulde overblik over udgifter inkluderer derfor direkte udgifter som anskaffelsespris, driftsomkostninger, ressourceforbrug og senere bortskaffelse, men også indirekte omkostninger, der kan ramme organisationen eller virksomheden i form af forurening, dårlige arbejdsforhold, strammere lovkrav og dårlig omtale i offentligheden.
Organisationer og virksomheder bør inddrage bæredygtige indkøb i både sine primære indkøb, dvs. indkøb der er nødvendige for produktion og leverancer, og de sekundære indkøb, som er indkøb til den almindelige drift.
Ikke bare er bæredygtige indkøb nemlig nødvendige for at fremme en bæredygtig udvikling både lokalt og i resten af verden, men de er ofte samtidig en god forretning. Bæredygtighed er nemlig typisk forbundet med besparelser på råvarer, energiforbrug og andre ressourcer, forbedrede sundhedsforhold og arbejdsmiljø samt en højere kvalitet og længere levetid. Disse fordele kan både indkøbere og leverandører nyde godt af.
At købe bæredygtigt ind er således at påtage sig sin del af ansvaret for sin egen, sin organisations og den globale fremtid − både miljømæssigt, socialt og økonomisk.
Du finder meget mere information her på portalen.
Du kan desuden læse mere her:
Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling: Vejledning om bæredygtigt indkøb (2010)
Rådet for Samfundsansvar: Anbefalinger fra Rådet for Samfundsansvar (november 2010)