Forums temagruppe om miljøvenlig etablering og drift af grønne områder kom godt fra start i 2017. Du kan stadig melde dig til og deltage i møderne om udbud og indkøb af varer og tjenesteydelser, der knytter sig til de grønne områder – hvad end etablering og drift løftes af en intern funktion eller udbydes til eksterne leverandører.
Forums nyeste temagruppe har fokus på miljøvenlig etablering og vedligehold af grønne områder samt indkøbernes muligheder for at stille krav til dette. Der er fokus på både indkøb af anlægsgartnere som ydelse samt indkøb af udstyr og maskiner.
Der vil i alt blive afholdt 4 møder. Det første møde blev afholdt i november 2017, mens det næste finder sted d. 8. februar kl. 12.30-15.30 i Roskilde. Til mødet skal vi høre om konkrete udbud, kommuner har gennemført, og diskutere, om der kunne være stillet andre eller flere miljøkrav – og hvordan kravene bedst kan udformes.
Tilmeld dig via mailadressen jnn@planmiljoe.dk. Spørgsmål vedrørende temagruppens indhold og forløb kan stilles til Rikke Fischer-Bogason fra Sekretariat for Grønne Indkøb på rfb@planmiljoe.dk.