Cirkulære indkøb: Landets første bæredygtige læringsmiljøer

Af Aalborg Kommune, Miljø- og Energiforvaltningen samt Skoleforvaltningen

Når landets folkeskoler og skolefritidsordninger skal investere i nye læringsmiljøer, er det en bekostelig affære. Aalborg Kommune har igangsat et ambitiøst projekt, der har som formål at istandsætte og genanvende læringsmiljøer – til glæde for både skolernes budgetter og for miljøet.

 

Et nyt projekt skal skabe rammerne for, hvordan man som den første kommune i landet kan genanvende og reparere møblerne til klasseværelserne på skolerne. Fremfor udelukkende at investere i helt nyt og kassere de gamle miljøer, bliver opgaven med at indrette klasseværelserne med en blanding af nye, genbrugte og istandsatte møbler nu sendt i udbud i Aalborg Kommune. Projektet er et samarbejde mellem Aalborg Kommunes Skoleforvaltning og Miljø- og Energiforvaltning.

Cirkulær økonomi
Ingen andre i Danmark har gjort sig erfaring med på denne måde at indarbejde cirkulær økonomi i et udbud af læringsmiljøer eller møbler, så fra starten var det klart, at der skulle nytænkes. Derfor blev der indledt et samarbejde med Aalborg Universitet, NBE, skolerne, Det Grønne Rejsehold og Miljø- og Fødevareministeriets Rejsehold for Grønne Indkøb. De mange input er blevet brugt til at sikre, at ressourcerne fra de gamle læringsmiljøer kan genanvendes, uden at det går ud over kvaliteten. Samtidig har arbejdet givet en række bud på nytænkning af indretningen af skolernes læringsrum, så de endnu bedre end i dag kan understøtte folkeskolereformen.

Læringsmiljøer skal fremme børnenes trivsel
Ud over at genanvende møbler handler projektet også om, at skolerne har et stort fokus på rådgivning om nye læringsmiljøer fra leverandørernes side. De nye læringsmiljøer skal fremme børnenes trivsel og dermed deres læring. Skolerne rådgives i indretning af læringsmiljøerne, så de ultimative rammer skabes for trivsel og læring på de skoler, som er med i udbuddet. I sidste ende skal det også give færre sygedage for elever og lærere, når læringsmiljøerne er tænkt indrettet efter den nyeste viden og praksis. Både bevægelse og skiftende stillinger tænkes ind i de nye læringsmiljøer.

Herningvej Skole er med
En af de skoler, der har været aktive i udviklingen af projektet, er Herningvej Skole i Aalborg Øst. Skoleleder Jette Hansen er begejstret for projektet og udsigten til at tænke cirkulær økonomi ind i indretningen af fremtidens læringsrum.

”Jeg synes, at det er et fantastisk projekt. Her på Herningvej Skole har vi arbejdet med genbrug og bæredygtighed på mange leder og kanter, men sjældent så hands-on som her. Vi genbruger møbler fra personalerummet eller istandsætter møblerne, så de kan anvendes i et nyt unge- og studiemiljø for udskolingseleverne.

Da det er et gammelt sløjdlokale, som skal laves om til ungerum, vil vi gerne bevare nogle af høvlbænkene. Det gør også rummet autentisk. Jeg synes, det er yderst tilfredsstillende og ikke mindst samfundsøkonomisk perfekt, at vi kan bruge de materialer, vi allerede har her på skole,” siger Jette Hansen.

Rådmand for skoleområdet Tina French Nielsen har store forventninger til projektet:

”Aalborg er first-mover på denne form for udbud, og jeg synes, det er fantastisk, at vi i stedet for at betragte gamle skolemøbler som affald, betragter dem som en ressource til genanvendelse eller genbrug. Der tænkes i baner, hvor mindst muligt går til spilde. Kasserede møbler skal så vidt muligt bruges igen – enten som intakt møbel eller som materiale til nye produkter. Samtidig lærer børnene også meget af projektet, f.eks. at møblerne har en ny værdi, når de genbruges i en anden kontekst, som fra lærerværelse til studiemiljø på Herningvejen skole”, siger Tina French Nielsen. Hendes begejstring deles af rådmandskollegaen fra Miljø- og Energiforvaltningen:

”Projektet her er for mig at se et virkeligt godt eksempel på, hvordan vi som kommune kan være med til at fremme cirkulær økonomi. Det giver rigtig god mening på denne måde at genanvende, istandsætte eller samle det gamle inventar på ny, fremfor at kassere borde, stole og andet fra klasselokalerne, der sagtens kan få nyt liv. Jeg tror på, at vi skal vænne os til at se det, vi betragter som kasseringsmodent eller affald, som noget der repræsenterer en ressource. Jeg håber, at andre kommuner kan lade sig inspirere af denne løsning, for jeg tror på, der er en stor gevinst at hente for både miljøet, skolerne og deres elever, siger rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen, Lasse P.N. Olsen.


Udbud offentliggjort
Udbuddet er offentliggjort, og potentielle ansøgere har nu mulighed for at byde ind og dermed blive godkendt til at afgive endeligt bud på opgaven. Denne udvælgelse forventes afsluttet midt i maj, og den endelige vinder af udbuddet findes i efteråret. Skolerne kan benytte sig af den nye ordning fra 2018 til gavn for økonomien og miljøet.

 

Faktaboks

Udbuddet adskiller sig fra normale udbud ved det fokus, der er på cirkulær økonomi, og de krav der stilles til udbudstagerne. Cirkulær økonomi som tildelingskriterium tæller således 40%, mens kvalitet, rådgivning og økonomi hver tæller 20 %.

 

For yderligere oplysninger kontakt:
Rådmand Tina French Nielsen, Skoleforvaltningen, tlf. 25204001
Rådmand Lasse P.N. Olsen, Miljø- og Energiforvaltningen, tlf. 2519 9401


SE OGSÅ

PARTNERSKAB FOR OFFENTLIGE GRØNNE INDKØB BYDER TO NYE KOMMUNER VELKOMMEN

REGLER OG RAMMER

  • Bliv medlem: Tilmeld dig som medlem og modtag vores nyhedsbrev. Det er nemt og gratis!
  • Kalender
    Se hvad der kommer af spændende arrangementer, der relaterer sig til bæredygtige indkøb.
  • Se inspirationsvideoer
    om grønne indkøb i det offentlige

    Viden & Værktøjer

    Cases: Her finder du cases om grønne indkøb. Brug dem som inspiration til arbejdet med grønne indkøb.

    Værktøjer: Vi har samlet en liste af værktøjer til bæredygtige indkøb som kan guide dig videre.

    Regler og rammer: Her finder du vejledninger til regler og rammer for grønne indkøb, og læse om frivillige og lovgivningsmæssige forpligtelser.

    Alt om Viden & Værktøjer ⇢

      TILMELD NYHEDSBREV

    TILMELD NYHEDSBREV

    Tilmeld dig som medlem og modtag vores nyhedsbrev.
    Det er nemt og gratis!
    ×