Den Grønne Indkøbsstafet: Vi skal udfordre markedet for at højne bæredygtighed i vores aftaler

Odense Kommune gør en aktiv indsats for at fremme grønne indkøb. Derfor har Mette Boye fra DIEH spurgt ind til kommunens successer, og dermed sendt stafetten videre til Odense.

14/10-2016

Mette Boye fra Dansk Initiativ for Etisk handel har sendt Forums stafet videre til Cecilie Schwartz Førby, udbudschef i Odense Kommune, med følgende spørgsmål:

Odense Kommune arbejder aktivt med at sætte grønne indkøb på dagsordenen, blandt andet som medlem af Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb. Derfor kunne det være interessant at høre, hvad der har været de største successer inden for bæredygtige indkøb?

Svar af Cecilie Schwartz Førby, udbudschef i Odense Kommune:

– Odense Kommune køber ind for flere milliarder hvert år, og derfor har vi også ansvaret for, at vi tænker os om og bruger borgernes penge bedst muligt. Ikke blot ved at få den bedste pris og kvalitet, men også ved at stille krav til vores leverandører og markedet generelt.

Fokus på værdiskabende og ansvarlige indkøb

Vores indkøb skal være værdiskabende, og dialog er bl.a. et meget vigtigt værktøj i forhold til udbud og indkøb. Vi fører så vidt muligt løbende dialog med såvel leverandører som brugere. Dialogen med leverandørerne gør os klogere på hvilke løsninger, der findes på markedet, og hvilke krav vi skal og kan stille til de produkter eller ydelser, som vi køber.

Samtidig med at vi skal være værdiskabende, skal vores indkøb også være ansvarlige, ved at vi bl.a. har et stort fokus på miljø i Odense Kommune. Vores mål er en kontinuerlig bæredygtig udvikling, hvor vi fokuserer på, at indkøb så vidt muligt skal være socialt ansvarlige, bæredygtige og tage afsæt i totaløkonomiske principper.

Udover at vi arbejder med bæredygtighed og miljø via vores medlemskab af Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb, så er vi også opmærksomme på, at vi som en af landets største kommuner har indflydelse på markedet. Vi har et ansvar for at gå forrest i forhold til at stille krav om innovative og grønne løsninger til gavn for både virksomhedernes konkurrenceevne, miljøet og forbrugerne.

Udbud af beklædning stiller krav til livscyklus

Et af de nyere udbud, som jeg gerne vil fremhæve som værende en stor succes inden for bæredygtige indkøb, er et udbud af beklædning til sundhedsfagligt personale, hvor vi i Odense kommune både har skabt miljømæssige-, sociale-, og økonomiske gevinster.

Vi har i Odense Kommune skulle konkurrenceudsætte indkøb af beklædning til sundhedsfagligt personale i Ældre- og Handicapforvaltningen med henblik på at indgå en rammekontrakt ultimo februar 2016. Vi stillede krav til, at leverandøren både skulle levere tøj i en god kvalitet, stå for vask og vedligehold, samt levere det med et tilfredsstillende serviceniveau. Der var derfor både tale om et stort udbud og indkøb med betydelig tyngde for leverandøren og markedet generelt. Klare politiske og ledelsesmæssige ønsker om en betydelig vægtning af bæredygtighed blev udslagsgivende for det udarbejdede udbudsmateriale, såvel som det endelige valg af leverandør. Odense Kommune har gennem nye konkrete tiltag valgt at udfordre markedet ved at stille mere omfangsrige krav til produkternes livscyklus fra bomuldsmark og fiberproduktion til bortskaffelse og genanvendelse.

Nogle af de gevinster, som kan nævnes her, er, at udbuddet konkret har resulteret i en besparelse på 27 % af en kontraktvolumen på ca. 6 mio. kr. årligt og 36 mio. kr. i hele kontraktperioden. Det svarer til kr. 1,5 mio. kr. årligt, hvilket i alt udgør 9 mio. kr. i hele kontraktperioden. Men i et bæredygtighedsperspektiv er gevinsten langt større.

Tekstil og tøj er produceret under ordentlige forhold, som tilgodeser både miljøet og de mennesker, der indgår i processerne. Der er et minimalt forbrug af naturressourcer, og det, som forbruges, bliver i videst muligt omfang genanvendt. Det gælder både vand- og energiforbrug, hvor der bruges mindst muligt, og dertil renses og genanvendes spildevandet.

Med dette udbud har vi været med til at sikre den sociale bæredygtighed gennem ordentlige arbejdsforhold i tekstilbranchen ved specifikt at stille krav og have kædeansvar i forhold til underleverandørerne.

Vi har også bidraget til, at leverandørerne nytænker deres produkter, så de ser en livscyklus, hvor genanvendelse skal tænkes ind fra starten frem for en lineær proces, hvor man til slut får et svært genanvendeligt produkt.

Elbiler skal være en del af fremtidens Odense

En anden stor succes inden for bæredygtige indkøb, som jeg ønsker at fremhæve, er indkøbet af elbiler. I 2014 blev det besluttet, at Odense Kommune skulle investere i miljøet og bæredygtig transport ved at begynde at udskifte de traditionelle diesel- og benzindrevne biler med el-biler.

Brugen af elbiler skal ses som en del af fremtidens Odense, hvor også letbanen og de kommende 18 hybridbusser giver et løfte om et Odense med mindre støj og forurening.

Udover at vi i Odense Kommune er med til at understøtte bæredygtighed, er vi også med til at støtte op om byens transformation bl.a. gennem vores ansvarlige indkøb, og det er vi stolte af.

Vores indkøb skal være smarte

I Odense Kommune vil vi tænke innovativt i vores indkøb og herigennem bidrage til at udvikle den offentlige opgaveløsning og samtidig sænke totalomkostningerne. Vi arbejder dedikeret for at fremme brugerorienterede teknologier, der forsyner og assisterer borgere og medarbejdere med velfærdsløsninger.

Her spiller dialogen også en central rolle, da vi går sammen med virksomhederne og vores interessenter for at samle viden om, hvad der sker på markedet, og om hvor der er udviklingspotentialer. Samtidig sikrer vi, hvor vi kan, at der udvikles på de produkter eller ydelser, som vi allerede har indkøbsaftaler på.

  • Bliv medlem: Tilmeld dig som medlem og modtag vores nyhedsbrev. Det er nemt og gratis!
  • Kalender
    Se hvad der kommer af spændende arrangementer, der relaterer sig til bæredygtige indkøb.
  • Se inspirationsvideoer
    om grønne indkøb i det offentlige

    Viden & Værktøjer

    Cases: Her finder du cases om grønne indkøb. Brug dem som inspiration til arbejdet med grønne indkøb.

    Værktøjer: Vi har samlet en liste af værktøjer til bæredygtige indkøb som kan guide dig videre.

    Regler og rammer: Her finder du vejledninger til regler og rammer for grønne indkøb, og læse om frivillige og lovgivningsmæssige forpligtelser.

    Alt om Viden & Værktøjer ⇢

      TILMELD NYHEDSBREV

    TILMELD NYHEDSBREV

    Tilmeld dig som medlem og modtag vores nyhedsbrev.
    Det er nemt og gratis!
    ×