Ny grøn indkøbspolitik i Københavns Kommune

28/09/2017

Af Københavns kommune 


Med en ny miljøvenlig indkøbspolitik vil kommunen sikre flere miljømærkede varer og sætte fokus på mere miljømærket legetøj og kontormøbler.

Mad- og bagepapir, rengøringsservice og bomuldstøj skal have Svanemærket eller EU-blomsten, når Københavns Kommune køber ind. Den nye grønne indkøbspolitik sikrer flere miljømærkede varer, og samtidigt vil kommunen arbejde for, at der bliver udviklet mere miljømærket legetøj og kontormøbler.

Københavns Kommune har netop vedtaget en ny grøn indkøbspolitik med et krav om, at kommunens syv forvaltninger skal gå efter miljømærkede produkter i alle relevante indkøb og udbud.

Miljøskadelige og hormonforstyrrende stoffer hører ikke hjemme nogen steder – og slet ikke i nærheden af Københavns børn. Derfor er det godt, at vi nu kan minimere skadelige kemikalier på langt flere produkter, end vi gør i dag, og når vi på sigt køber eksempelvis legetøj. En grøn indkøbspolitik er et vigtigt skridt mod en endnu mere bæredygtig kommune,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF), der oprindeligt stillede forslaget om en grønnere indkøbspolitik, er glad for, at Københavns Kommune nu tager endnu et skridt for at passe bedre på miljøet.

”I København er vi allerede godt i gang med den grønne omstilling. Maden på vores institutioner er økologisk, vi arbejder på at få bilerne ud af byen, og nu bliver vores indkøbspolitik endnu grønnere. Det er alt sammen tiltag, som skal sikre, at Københavns Kommune når sit mål om at blive en CO2-neutral hovedstad inden år 2025,” siger Ninna Thomsen.

Københavns Kommune køber hvert år ind for mere end 300 mio. kr. inden for 26 områder, der potentielt kunne være miljømærket med Svanemærket eller EU-Blomsten. Derfor har kommunen mulighed for at motivere både leverandører og producenter til at udvikle, producere og udbyde mere miljøvenlige produkter

Hvert år udvælges to til fire produktområder, hvor Københavns Kommune og Miljømærkning Danmark går i dialog med producenter om at udvikle mere miljøvenlige produkter. I 2017-2018 vil Københavns Kommune gå i dialog med producenter af legetøj og kontormøbler.

”Det er unikt, at en kommune vil være med til at fremme markedet for miljømærkede produkter, og vi glæder os meget til samarbejdet. Det er godt både for miljøet og borgerne, for vi ved, at 54 procent af danskerne synes, at det er vigtigt, at deres kommune stiller krav om miljømærkede produkter,” siger direktør i Miljømærkning Danmark, Martin Fabiansen.

Københavns Kommunes grønne indkøbspolitik skal vedtages endeligt i Borgerrepræsentationen den 12. oktober. De nye krav træder i kraft den 1. november 2017.

FAKTA:

Om Københavns Kommunes nye miljøkrav

– Københavns Kommunes nye krav til miljømærkning i forbindelse med indkøb og udbud er udviklet i samarbejde med Miljømærkning Danmark. Kravene vil gælde nye udbud. Desuden vil eksisterende kontrakter blive gennemgået for at se, om det er muligt at vælge mere miljøvenlige produkter.

– Københavns Kommune vil primært gå efter produkter med de officielle miljømærker Svanemærket eller EU-Blomsten og andre mærker med tilsvarende mærkekrav jf. udbudsloven.

– SKI er Statens og Kommunernes Indkøbsservice. Hvis SKI-aftalen på området ikke omfatter miljømærkede produkter, vil Københavns Kommune selv lave udbuddet. SKI arbejder dog parallelt med at opfylde de behov, som kommunerne har i forhold til krav om miljømærkning.

– Københavns Kommune køber hvert år legetøj for 4,5 millioner kr., bagepapir for ca. 240.000 kr., og rengøringsservice for ca. 60 millioner kr.

Om miljømærkerne Svanemærket og EU-Blomsten

– Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke. Svanen er stiftet af Nordisk Ministerråd i 1989, og Danmark tilsluttede sig i 1997.

– EU-Blomsten er det officielle europæiske miljømærke. Blomsten blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen, og Danmark har været med fra starten.

– Når du vælger et produkt mærket med Svanemærket eller EU-Blomsten, er du med til at mindske miljøbelastningen – og du kan være sikker på, at produkterne er blandt de miljømæssigt bedste i deres kategori.

– Svanemærket og EU-Blomsten findes på mere end 15.000 forskellige produkter og serviceydelser – lige fra sæbe, vaskepulver, bagepapir, legetøj, byggematerialer og møbler til f.eks. boliger, rengøring, trykkerier og hoteller.


SE OGSÅ 

NY POGI CASE: KØBENHAVNS KOMMUNE STILLER KRAV OM DIVERSITET OG SÆSONBESTEMT FRUGT OG GRØNT

 

  • Bliv medlem: Tilmeld dig som medlem og modtag vores nyhedsbrev. Det er nemt og gratis!
  • Kalender
    Se hvad der kommer af spændende arrangementer, der relaterer sig til bæredygtige indkøb.
  • Se inspirationsvideoer
    om grønne indkøb i det offentlige

    Viden & Værktøjer

    Cases: Her finder du cases om grønne indkøb. Brug dem som inspiration til arbejdet med grønne indkøb.

    Værktøjer: Vi har samlet en liste af værktøjer til bæredygtige indkøb som kan guide dig videre.

    Regler og rammer: Her finder du vejledninger til regler og rammer for grønne indkøb, og læse om frivillige og lovgivningsmæssige forpligtelser.

    Alt om Viden & Værktøjer ⇢

      TILMELD NYHEDSBREV

    TILMELD NYHEDSBREV

    Tilmeld dig som medlem og modtag vores nyhedsbrev.
    Det er nemt og gratis!
    ×