Emner: Miljø, Begivenheder, Socialt ansvar, Partnerskaber

Hvordan formulerer man miljøkrav til sine leverandører? Hvordan kommer man i gang med at gøre sine indkøb samfundsansvarlige? Hvad er potentialet for energibesparelser i bæredygtigt byggeri? Hvordan kontrollerer man som dansk virksomhed, at de udenlandske underleverandører overholder kravene om arbejdsforhold?

Det er denne type spørgsmål, som Forum for Bæredygtige Indkøb skal hjælpe med at belyse. Forummet er oprettet af miljøministeren med henblik på at øge videndeling og synlighed om bæredygtige indkøb i Danmark.

Indkøbsansvarlige mangler viden

For der er mange gode resultater, ressourcer og kompetencer rundt i landet, som andre kan bruge og lære af.Det gælder både vejledninger udarbejdet af myndigheder som Miljøstyrelsen og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og organisationer som DI, men også erfaringer opbygget rundt om i både det private erhvervsliv og i den offentlige sektor. Mange steder er arbejdet med at implementere bæredygtige indkøb mange steder nemlig nået ganske langt, og man har opbygget en masse erfaringer.

Men trods dissse muligheder efterspørger mange mere viden og flere redskaber, før de kan komme videre. Faktisk angives manglende viden som en blandt de indkøbsansvarliges største barrierer for at arbejde systematisk med bæredygtige indkøb. Det er derfor nødvendigt at få eksisterende viden og værktøjer ud over stepperne

Gratis medlemskab til alle interesserede

Forum for Bæredygtige Indkøb har nu en unik mulighed for at videndele på tværs af den offentlige og den private sektor, brancher i mellem og mellem leverandører og indkøbere, fordi forummets bagland består af store organisationer, der repræsenterer store netværk - både private og offentlige - inden for mange forskellige brancher.

Rikke_Dreyer_mini

Rikke Dreyer, chefkonsulent for
miljø og klima i SKI, er formand
for Forum for Bæredygtige Indkøb.

For at støtte denne videndeling vil forummet gerne i kontakt med alle med interesse for bæredygtige indkøb - profesionelle indkøbere fra det private og det offentlige, leverandører, miljøfolk, branchefolk, fagfolk, organisationer, kommuner og regioner. Det er forummets håb, at så mange som muligt vil melde sig ind for at holde sig orienteret. Rent praktisk foregår det via forummets portal, og medlemsskabet er gratis og uden forpligtelser.

Ny portal skal samle trådene

Som en af sine første aktiviteter lancerer forummet i maj 2011 portalen www.ansvarligeindkob.dk, der skal fungere som en informationsressource, hvor alle interesserede kan hente viden og inspiration

Desuden udsendes forummets første elektroniske nyhedsbrev, der vil udkomme månedligt for at hjælpe indkøbere og andre med at holde sig ajour med udviklingen inden for bæredygtige indkøb. Nyhedsbrevet udsendes til forummets medlemmer.

Bred opbakning til netværkssamarbejde

Jakob_Lamm_Zeuthen_mini

Jakob Lamm Zeuthen, miljøchef
i Dansk Erhverv, er næstformand
for forummet.

Bag Forum for Bæredygtige Indkøb står en styregruppe bestående af Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner, Regionale Indkøbschefer,Indkøbere i Danmark (IKA), Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), DI, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Håndværksrådet, Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling, Københavns Universitet, Partnerskabet for offentlige grønne indkøb, Dansk Indkøbs- og Logistik Forum (DILF), Center for Energibesparelser, Miljømærkning Danmark og Miljøstyrelsen.

Styregruppen har formuleret nedenstående mål for forummets arbejde.

  • Skabe synlighed om og øge kendskabet til fordele og muligheder ved bæredygtige indkøb for samfundet, virksomheder og organisationer.
  • Arbejde for et øget fokus på bæredygtige indkøb fra de øverste beslutningstagere i indkøbernes organisationer.
  • Bidrage til at sætte fokus på behovet for samt bidrage til at udvikle kompetencer inden for bæredygtige indkøb hos indkøbere og leverandører.
  • Udvikle et solidt og landsdækkende netværk, der tilbydes relevante interessenter inden for bæredygtigt indkøb.
  • Formidle og skabe overblik over de væsentligste værktøjer, der allerede findes for bæredygtige indkøb, for at støtte den praktiske anvendelse af dem.
  • Belyse og anvise måder at nedbryde barrierer for bæredygtige indkøb for at fremme bæredygtige indkøb.

Læs mere om forummet her.

Meld dig ind i forummet ved hjælp af den orange boks i venstre side. Læs mere om medlemskab her.