Emne: Kommuner

48 kommuner deltager i Kommunernes Landsforenings klimanetværk, som henvender sig til nye som erfarne aktører, der ønsker at fremme udviklingen inden for klima og miljø. Netværket bruges til at udveksle erfaringen mellem deltagerne, hvor temaerne for 2011 er "Klimaværktøjer", "Fra plan til virkelig", "Klima som regional vækst-driver" og "Når katastrofen rammer". Første møde blev afholdt i Kolding den 10. februar med fokus på "Når katastrofen rammer". De efterfølgende møder afholdes centralt i landet den 12. maj, 15. september og 27. oktober.

På møderne vil der være oplæg og struktureret erfaringsudveksling mellem kommunale kollegaer med fælles interesser. Hensigten er at fremme indsatsen på miljø og klima gennem dialog og debat.

"Når katastrofen rammer"

Klimanetværkets første møde blev afholdt på Comwell i Kolding, hvor der blev diskuteret emner i relation til "Når katastrofen rammer". På mødet blev der sat fokus på de problemer, vejret forårsaget i efteråret 2010. Diskussionerne omhandlede bl.a.:

  • Pressen og erfaringerne med pressens historier og hvorledes håndteringen af pressen har fungeret lokalt.
  • Hvem der har ansvaret for hvad, når naturen raser - Hvornår har det offentlige ansvaret, og hvornår har borgeren selv et ansvar.
  • Hvad er der af kommunale opgaver i forbindelse med strategiske energiplaner.
  • Hvordan vi kan håndtere pressen næste gang det regner.

Hvordan tilmelder man sig?

Tilmelding til Klimanetværket foregår på KL's hjemmeside. Et medlemskab af Kommunernes Klimanetværk koster 6500 kr. ekskl. moms. Medlemskabet giver to medarbejdere adgang til 4 årlige møder. Tilmeldes flere end to deltagere til et møde, faktureres 800 kr. ekskl. moms pr. ekstra deltager. Kommunen bestemmer selv hvem der deltager fra gang til gang. Erfaringen har dog vist, at det bedste udbytte fås, hvis kommunens klimakoordinator deltager fast i netværket, og løbende sørger for at invitere de relevante fagpersoner fra kommunen med. På denne måde bidrager kommunens medlemskab af klimanetværket til at styrke det tværfaglige samarbejde om klima i kommunen.

Læs mere om Kommunernes Klimanetværk og tilmeld dig på hjemmesiden

Link: http://www.kl.dk/Fagomrader/Teknik-og-miljo/Klima/ewqr/